MUSIK 2018

IRIS GOLD

er en af de friskeste og skarpeste artister i Danmark ligenu. Med et ordentligt orkester, spiller hun soulet og groovy hiphop, med en vidunderlig vokal, smil og blæsere.
Den engelsk-dansk-jamaicanske Iris Gold, har på kort tid sparket døren ind med fuld energi – til sommer spiller hun på en stor håndfuld festivaler, bl.a Roskilde, Musik i Lejet, SPOT, Alive og mange flere. Og så har hun spillet som support for Robbie Williams i Abu Dhabi, og Taylor Swift. Fair nok. Forbered dig på solskin lige i fjæset, når Iris Gold med sit smittende humør, stærke melodier og groovy band indtager den store indendørs scene til LYDFEST 2018.

magnus tempels

startede ud som en flittig gademusikant i Københavns og andre europæiske storbyers gader – i august 2017 debuterede han som Magnus Tempels på Musik Loppen (Christiania) med band. Magnus Tempels er trods sin unge alder en garvet musikant, og med sin guitar i hånden formidler den unge singer/songwriter i sine sange de fintfølende følelser, som strømmer gennem kroppen i ungdomsårene. Inspirationen kommer blandt andet fra danske Tina Dickow og færøske Teitur.

 

klipo

er en eksplosiv inderlighed, fyldt med melodier og en poetisk vokal fra den unge Johannes Bruun. De stærke elektroniske lydflader brydes af hårdtslående drops, og man får lyst til både at kaste sig ud i den vådeste nat og at sætte sig i et hjørne med musikken for sine ører.

KLIPO er netop offentliggjort til DISTORTION, og det er altså en god mulighed for at blive betaget af hans stærke univers, inden vi får glæde af ham på årets LYDFEST.

Matchet med The Minds of 99s forsanger Niels Brandt i årets Future Sound-forløb, er han kun blevet skarpere!

ponti

er dansksproget garagepop – en genre som man først rigtigt kan se for sig, når man har hørt Ponti.
Det er en lyrik og vokal, der føres frem af stærke popmelodier, men med en larmende og rocket lyd. Det fungerer fuldt ud, og Ponti er gennem det seneste års tid blevet spillet varm, ved bl.a at være en del af KarriereKanonen finale på Smukfest 2017 og senere spille på SPOT Festival

Pontis Future Sound-mentor Kaspar Kaae, bl.a kendt fra CODY, giver dem stærk sparring og der er kun gode ting i vente på årets LYDFEST!

klaptrae

er absurd velskrevet og smuk sangskrivning. Det er elektronisk folkmusik, som forsigtigt tager hånd om dit indre. Den varme vokal og blide guitar bliver svøbt i et elektronisk univers med klimprende loops og vocoders. Du får lyst til at lukke dine øjne samtidigt med at du løber mod solen.

Hos både P6 BEAT – DR og på Barometeret – DR P3, er Klaptrae blevet rost, og efter et halvt års Future Sound-forløb med den geniale Rumpistol er kvaliteten næppe højere end når Klaptrae står på scenen til august.

nordpaa 00:00

sætter med stemningsfyldte beats, moderne rim og uforudsigelige flows en vibe, der bliver fuldstænding uimodståelig ud på sensommernatten. Disse træk kendetegner Future Sound-deltageren Nordpaa. Forbered dig på en koncert med mening bag ordene og en lyd der passer perfekt ind i dansk hiphop anno 2018.

pony marshall 22:00

spiller rock der både er melodisk og nærværende, men også har storladen energi bag sig! Lyt med på Lydfest 2018, når den croonende stemme fra Isak Ruiz i front udfolder Pony Marshalls desperate tekstunivers, og garanterer dig en oplevelse du ikke glemmer lige foreløbigt.

ROSEGOLD

er kulminationen af to britiske brødres forkærlighed for tunge trappede beats, blødende R’n’B og flyvende bangers. Du skal lytte til storhittet ‘Waves’ og den inderlige ‘Vulnerable’, så forstår du hvor vidt de kommer omkring. 1. januar i år udgav de deres debutalbum ‘Adventures in Odyssey’, hvor de af medierne blev sammenlignet med Drake og Roy Woods. Ikke dårligt.

Det er internationalt potentiale de to unge musikere tager med sig, og siden de to brødre kom til Danmark for fem år siden, er tingene gået stærkt – Red Bull har præsenteret dem ved flere lejligheder, senest ved Distortion, de har spillet på SPOT Festival, været nomineret til Årets Musiknavn ved Ibyen Prisen, og gør nu klar til en sommer på scenerne.